7. september 2020
Debatindlæg af hovedstyrelsesmedlem fra DLF Charlotte Holm og næstformand i Skolelederforeningen Dorte Andreas.
”Som følge af parallelsamfundsaftalen af 9. maj 2018 sætter man nu gang i et tilsyn med en række skoler og institutioner, der af den ene eller anden årsag er udtrukket.
Vi er helt med på, at man som skole altid skal gøre sit ypperste for, at eleverne får det bedste ud af deres skolegang, som overhovedet er muligt. Det er det, vi er sat i verden for som lærer og skoleleder. Derfor er det også afgørende, at eleverne bliver mødt med høje positive forventninger uanset baggrund og ophav- både i skolen, det omgivende samfund og fra højeste myndighed.
Vi synes selvfølgelig også, at det er positivt at fokusere på, at der ikke opstår parallelsamfund og et »dem og os«. Man bør i stedet fokusere på et »vi«. Det gør vi faktisk allerede i dag ude på de pågældende skoler, hvor både ledelsen og lærerne samarbejder tæt om at løse opgaven.
Vi er dog bekymrede for, at loven vil have den modsatte effekt af det ønskede: Nemlig at man netop er med til at stigmatisere nogle skoler og er med til at skabe et »dem og os«. Det er bestemte grupper, man går efter.
Man udskammer skoler
Desværre ser det ud til, at man politisk i udmøntningen af aftalen helt pr. automatik kobler, at der blandt de såkaldt »dårligst præsterende« skoler, eller de skoler der har en vis andel af elever med ikke-vestlig baggrund, er mere vold mod lærerne, et større antal bortviste elever, prøvesnyd osv.
Vi tager kraftigt afstand fra den måde, skolerne i forvejen er udstillet på - og dermed skolernes ansatte, elever og forældre - og som nu med udmøntningen af loven udskammes yderligere.
Sanktioner og regler er for os at se ikke en løsning- det hørte den sorte skole til- og den tid er heldigvis forbi. I stedet for at sanktionere bør der sættes ind med resurser, der understøtter og anerkender skolerne. Det vil give eleverne et langt bedre afsæt videre i livet.
Hjælp skolerne i stedet
Vi er bekymrede for, at man fejlagtigt tror, at det er skolerne, der med en quickfix-indsats fra statsligt niveau kan løse årtiers forfejlede bolig- og socialpolitikker.
Derfor er det vores håb, at skolerne bliver hjulpet fremfor at blive presset med sanktioner og trusler om lukning, og at man erkender og anerkender, at det måske ikke er den enkelte skole eller eleverne, lærerne, ledelserne eller forældrene, der skal arbejdes med for at opnå effekt på den lange bane, men at der skal andre og meget større ændringer til for at løse opgaven med parallelsamfund.”
