Fleksibilitet er nødvendigt i forhold til eksamen

Sygdom og nedlukning af skoler har siden marts spændt ben for at køre normal undervisning. Og det bør smitte af på sommerens eksamener, mener formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal. Derfor har han overfor undervisningsministeren efterlyst, at skolelederne får mulighed for at aflyse eksamener.

Efter trekvart år med corona er det ikke rimeligt, at eleverne skal op til en hel almindelig eksamen de steder, hvor undervisningen på grund af sygdom og nedlukninger har været alt andet end normal.

Sådan lyder det fra Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal. Han peger på, at især fag som idræt og fysisk har været særligt udsatte, da de fag er svære at omlægge til fjernundervisning.

” Vi har elever i 9. klasse, som ikke har haft en kontinuerlig fysiskundervisning siden marts måned. Og nu skal de op til eksamen her om tre-fire måneder i fuld eksamensopgivelse. Det er ikke rimelige vilkår at byde de elever”, siger Claus Hjortdal.

Mulighed for aflysning
Det er forskelligt fra skole til skole, hvor hårdt de har været ramt af sygdom og hjemsendelse af elever og lærere, og det bør afspejle sig i kravet til eksamen, mener Claus Hjortdal.

”Der er brug for en fleksibilitet i forhold til eksamen og afslutning af fag. Skolelederne skal have mulighed for at aflyse eksamen, de steder hvor det ikke har været muligt at gennemføre tilstrækkelig undervisning på grund af corona”.

Ministeren lytter  
Med en ny bekendtgørelse har skolelederne fået lov til at beslutte, om valgfagsprøver i praktisk/musiske fag for 8.klasser i december og januar skal aflyses, og Skolelederforeningens formand har gjort undervisningsministeren opmærksom på nødvendigheden for at kigge på en tilsvarende fleksibilitet for sommerens eksamener. 

”Ministeren har stor forståelse for vores problemstilling, men vi har også brug for handling”, siger Claus Hjortdal.