Kort frist til nye ændringer lægger pres på skolerne i Nordjylland

Regeringen meldte fredag aften ud, at eleverne i 5.-8-klasse i Nordjylland må komme i skolen igen fra mandag den 16. november. Den korte tidsfrist giver skolelederne urimelige betingelser, siger formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal, der opfordrer de nordjyske forældre til at vise storsind mandag.

Efter en uge med fjernundervisning af 5.-8. klassetrin, er der så meget styr på smitten i Nordjylland, at regeringen fredag aften meldte ud, at eleverne må vende tilbage til skolen mandag.

”Det er fantastisk, at de kan ramme en fredag hver gang, de ændrer noget, og at det så skal træde i kraft mandag morgen. Det er ikke rimelige betingelser for skolelederne”, siger Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen.

Alle forandringerne kræver nye løsninger, blandt andet så gælder 1-meter kravet, hvilket kan give problemer på nogle skoler, fortæller Claus Hjortdal:

”Det er ikke bare at lukke eleverne ind i lokalerne. Jeg håber, de nordjyske forældre vil vise storsind med skolerne, hvis de ikke er klar mandag morgen”.

Reglerne for nødundervisning vil fortsat gælde, når alle elever er tilbage på skolerne fra mandag den 16. november.

”Skolerne må gøre det, så godt som muligt, under de betingelser”, siger Claus Hjortdal.

 Læs mere på Børne- og undervisningsministeriets hjemmeside