Skolelederne i yderligere 31 kommuner skal nu sende de ældste elever hjem til virtuel undervisning. Dermed er der kun fem skoledage indtil juleferien.
Når ferien er forbi, bør skolerne i de 69 kommuner få tid til at omstille sig, før de igen åbner dørene for eleverne fra 5. til 10. klasse, mener Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal.
"Med den usikkerhed, der kan være, om hvilke ændringer der sker efter nytår, så vil det være en hjælp for skolelederne, at vi på skolerne får den nødvendige tid til at iværksætte de omstillinger, der må komme," siger han.
"Det ville give ro for både personale, elever, forældre og ledere at gå på juleferie med en viden om, at skolen fortsætter på samme vilkår indtil den 10. januar”, siger han.
Claus Hjortdal deltog i dag i et møde med Børne- og Undervisningsmister Pernille Rosenkrantz-Theil umiddelbart før dagens pressemødet om udvidelsen af restriktionerne.
Ministeriet har sagt god for, at skolerne kan vente med at undervise de ældre elever fysisk igen til den 10. januar - forudsat at smittetallene er så meget i ro, at de seneste skærpede restriktioner bliver ophævet.
Vil undgå borgemesterkamp
Der er lagt op til en glidende overgang, hvor det vil være op til kommunerne at beslutte, hvornår eleverne kan møde op på skolerne igen. Det bekymrer Claus Hjortdal, som på mødet delte sin bekymring med ministeren.
"I foråret så vi, at der gik lidt borgmesterkamp i at vise, at man kunne tage eleverne hurtigt tilbage. Jeg opfordrer derfor kommunerne til at prioritere, at eleverne kan vende tilbage på en rolig måde. Eleverne får jo undervisning hjemme, så fremfor at have alt for travlt, bør skolerne have tid til at foretage de nødvendige ændringer og til at kommunikere med elever, forældre og medarbejdere, så alle kan føle sig trygge”, siger Claus Hjortdal.
Claus Hjortdal siger desuden, at skolelederne er ved at være slidt af de mange hurtige forandringer:
"Når man laver større ændringer, er det ikke bare at trykke på en knap. Det tager tid og energi, som kunne være brugt på pædagogik og undervisning, siger Claus Hjortdal, som understreger, at skolelederne naturligvis har fuld forståelse for, at en yderligere forværring af smittespredningen kan gøre flere restriktioner nødvendige.
80 pct af landet under skærpede restriktioner
-
38 kommuner blev underlagt de nye restriktioner - herunder hjemsendelse af skoleelever fra 5. til 10. klasse - onsdag den 9. december.
Fra fredag den 11. december kl. 16 gælder restriktionerne yderligere for 31 kommuner.
De 69 kommuner udgør cirka 80 pct. af befolkningen, oplyste Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, på pressemødet.
Nedlukningen gælder for Region Hovedstaden med undtagelse af Bornholm, hele Region Sjælland, hele Region Midt samt Aalborg, Odense, Vejle, Fredericia og Middelfart.
Kilde: tv2
Foto: Colourbox.dk