Hvilke erfaringer gør du dig i denne tid med, hvordan du som skoleleder bedst håndterer og koordinerer kerneopgaven digitalt?
Coronakrisen har sat skoleledere m.fl. i en helt særlig situation. Som en konsekvens af situationen med nødundervisning viderefører skolerne opgaver, som var planlagt til at skulle løses på arbejdspladsen, til virtuelle rum.
For at komme tættere på skoleledernes erfaringer og følge med i udviklingen af ny praksis, har Københavns Professionshøjskole sat gang i en undersøgelse af skoleledernes prioriteringer af digital praksis under covid-19-krisen.
Undersøgelse har fokus på skoleledernes udfordringer med den ny digitale praksis under krisen – altså hvad de gør med og på digitale medier og platforme.
Formålet med undersøgelsen er at få viden om, hvordan landets skoleledere lykkes med at skabe forandring i skolens praksis – samt hvilke udfordringer de støder på.
Søren Hornskov, der er videreuddannelsesleder med ansvar for forskning og udvikling på Københavns Professionshøjskole siger:
”Vi søger viden om, hvad der hæmmer og fremmer arbejdet med at skabe forandring i skolens praksis som del af løsningen af de opgaver, som prioriteres på den enkelte skole."
Skolelederforeningen hilser undersøgelsen velkommen. I en kommentar på Alumne.kp.dk siger Claus Hjortdal, Skolelederforeningens formand:
"Denne vigtige undersøgelse kan hjælpe med at ruste os til håndtering af den næste krise, som sundhedseksperterne siger, at vi kan forvente allerede til efteråret. Jeg vil derfor gerne opfordre alle skoleledere til at deltage."
Læs mere og deltag i undersøgelsen
Foto: Colourbox.dk