Efter ny redegørelse er der momentum til at komme videre

Undervisningsministerens nye redegørelse giver folkeskolereformen kniven. De tre overordnede målsætninger er ikke indfriet. Men folkeskolen har ikke fejlet, den er bare ikke nået i mål, siger Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen.

Med folkeskolereformen skulle folkeskolen udfordre alle elever til at blive så dygtige, som de kunne. Folkeskolen skulle mindske den sociale baggrunds betydning for elevernes faglige resultater, og trivslen i folkeskolen skulle styrkes. Men de tre overordnede målsætninger blev ikke indfriet.
Det viser undervisningsministerens længe ventede redegørelse af reformen, og udfaldet overrasker ikke Claus Hjortdal, men dermed vil han ikke sætte lighedstegn med, at folkeskolen har fejlet:

”Her under coronakrisen har vi taget en pause fra at snakke om reformen. Denne tid til eftertanke har vist, at det ikke nødvendigvis var dårligt alt det, der kom med reformen. Vi er ikke i mål med det hele, men vi er på vej, og vi kan ikke på baggrund af redegørelsen klassificere reformen som værende ikke-fungerende. Den har ikke gjort folkeskolen til en dårligere skole, men et sted man kan videreudvikle. Og det er det, vi skal have fokus på”, siger Claus Hjortdal.

Vi fortsætter med det, der virker
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil lægger også op til, at redegørelsen kan være et afsæt til at se fremad.

”Vi må bevæge os væk fra at diskutere for og imod reformen. Vi skal fortsætte arbejdet med de elementer af reformen, som virker, og samtidig begynde at tale om, hvordan vi gennem justeringer på konkrete områder forbedrer folkeskolen”, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Med initiativet ”Sammen om skolen” skal lærere, pædagoger, elever, skoleledere, forældre, kommuner og politikere nu drøfte folkeskolens udfordringer og mulige løsninger i fællesskab, og det ser Claus Hjortdal frem til:

”Der er nemlig ikke brug for en ny reform, men der er brug for justeringer. Vi skal fortsætte den udvikling, folkeskolen er i, og det kræver fælles handling”.

Find redegørelsen til Folketinget om folkeskolereformen

Modelfoto: Klaus Holsting