I juni gennemførte KOMBIT en brugertilfredshedsundersøgelse blandt forældre og medarbejdere i skoler og dagtilbud. Resultaterne viser, at forældrene er relativt tilfredse med Aula, mens medarbejdere – især i skolerne - er meget utilfredse.
På en skala fra 1-5 har KOMBITs bestyrelse et mål om en tilfredshed på 3,5 på alle løsninger i drift. I undersøgelsen er scoren for medarbejdere på skolen 2,53. Forældrene udviser mere tilfredshed med en score på 3,42.
”Resultatet kommer ikke som en overraskelse for os. Vi ved fra vores egen tidligere undersøgelse, at systemet langt fra på nuværende tidspunkt kan det, som skolelederne har brug for i deres daglige virke”, siger formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal.
Derfor glæder formanden sig over det samarbejde, som Skolelederforeningen og KOMBIT har indgået, hvor skoleledere i den kommende tid skal deltage i yderligere brugerundersøgelser set fra et skolelederperspektiv.
Over 600 har meldt sig til give input til forbedringer
I begyndelse af september blev Skolelederforeningens medlemmer spurgt om de ad tre omgange ville svare på spørgsmål, der vedrører systemets svagheder og mulige forbedringer, og over 600 medlemmer har meldt sig til panelet.
”Det viser, at det er et rigtigt vigtigt værktøj for skolelederne, og at der brug for, at der bliver gjort noget ved det. At så mange har sagt ja til at bidrage med input betyder, at KOMBIT kan blive mere skarpe på, hvad det er, der skal rettes op på”, siger Claus Hjortdal.
Det er KOMBIT, der gennemfører de kommende brugertilfredshedsundersøgelser, som er anonyme.
Læs mere om KOMBITS brugertilfredsundersøgelse af Aula