Selvom smittetallene falder, har regeringen forlænget alle corona-restriktioner, fordi det er svært at forudsige, hvordan den såkaldte britiske variant vil udvikle sig. Men muligvis kan eleverne i de mindste klasser vende tilbage til skolerne tidligere. Statens Serum Institut ser på, om det er en mulighed for elever i 0. til 4. klasse. I følge Statsministeren kommer der en afklaring på det i næste uge.
”Jeg er glad for, at der er fokus på at finde ud af, om mindste elever kan vende tilbage til skolen. Det vil være rigtigt for dem. Men det er også vigtigt at have fokus på under hvilke betingelser, de vender tilbage”, siger Claus Hjortdal, der tidligere har anbefalet ministeren, at skolerne får minimum tre arbejdsdage til at organisere en genåbning.
”Vi forventer, at genåbningen for de mindste elever vil være en fase 1 genåbning, som vi så det i foråret. Det vil sige med små hold, fast personale og god afstand. Det gjorde, at vi kunne håndtere smittespredningen”, fortæller Claus Hjortdal.
Afgangsklasserne må ikke glemmes
Ifølge Statsministeren skal vi ikke denne gang forvente en genåbning, der kommer til at gå lige så hurtig som i foråret. Vi må forvente en langsommere genåbning, sagde hun på pressemødet torsdag den 28. januar. Og ud over de mindre klasser, lagde Mette Frederiksen ikke op til, at andre elever kan vende tilbage til skolen før marts. Men Claus Hjortdal påpeger også, at det er vigtigt at have øje for afgangsklasserne.
”Det vil også være afgørende for dem, at de kan vende tilbage hurtigst muligt og nå at få noget tid sammen med deres klassekammerater og klasseundervisning, inden de afslutter folkeskolen”, siger Claus Hjortdal.
I første omgang giver det anledning til, at der kommer en hurtig afklaring på, hvad der skal ske med afgangseksamen.
”Vi håber, de får en ordentlig afslutning på skolen og oplevelsen af, at de har bestået noget. Det er vigtigt, at de får muligheden for at prøve sig selv i en eksamens situation. Jeg vil opfordre ministeren til at de tage de faglige organisationer med på råd og huske, at det er vigtigt med en hurtig udmelding, så det lader sig gøre at planlægge og organisere”, siger Claus Hjortdal.