For år tilbage blev jeg inviteret med på et skolebesøg i Brøndby Strand sammen med den daværende undervisningsminister Merete Riisager. Ministeren skulle ved selvsyn opleve en af de folkeskoler, der bliver betegnet som en ghettoskole. Forestillingen var, at vi ville komme ud til en skole, hvor to-sprogs-problematikker overskyggede alt, og hvor der var ballade på gangene og uro i alle klasser.
Men det var et helt andet syn, der mødte os.
Først og fremmest var der roligt. Så roligt, som der kan være i en folkeskole fyldt med børn, men der var en slående ro i klasserne. På gangene arbejdede elever selvstændigt i små grupper, og vi kom ind i en fysiktime, hvor eleverne trods det prominente besøg holdt opmærksomheden på fysikundervisningen.
Det var en skole med mange tosprogede børn, men det var også en skole, der var i stand til at løfte eleverne rigtigt flot fra deres udgangspunkt.
Måske har eleverne på skolen i Brøndby Strand nok et karaktergennemsnit, der ligger under eleverne på en folkeskole i et velsmurt villakvarter et andet sted. Og hvis vi ikke havde besøgt skolen og talt med skolelederen og personalet, og udelukkende kigget på datasættet i kvalitetsrapporten, så ville det muligvis se alarmende ud.
For det er ikke sikkert, at vi så havde fået øje på den udvikling, som eleverne i Brøndby Strand var i, og som er det allervigtigste pejlemærke for folkeskolen. Den dag var jeg stolt over se kvaliteten, der blev leveret i en dansk folkeskole. Og jeg var ikke mindst glad for at få justeret ministerens opfattelse.
Når vi taler om kvalitet i folkeskolen, er det nemlig ikke nok at se på, om eleverne får høje karakterer, og om de møder til tiden. Vi skal også være nysgerrige på, om vi løfter dem godt nok i forhold til deres familiære baggrund. Det vil sige så meget som muligt. Det er der sådan set ikke noget nyt i. I forbindelse med skolereformen var det netop et af målene at udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, som de kan. Det nye er, hvordan vi når målet.
Metoden hedder dialog. Både på nationalt plan og på lokalt plan skal politikere og repræsentanter for skolen i dialog om, hvordan vi understøtter kvalitet på de enkelte skoler. Der er ikke et entydigt svar på, hvad der er brug for, og derfor er her et vigtigt arbejde for de kommende kommunalbestyrelser.
Udgangspunktet for dialogerne er godt. Under corona viste folkeskolen, at den duer til noget. Den måde, skolerne håndterede udfordringerne, viste, at de tager ansvar om eleverne trivsel og læring, og det har skabt en helt ny respekt om skolen. Det er ståstedet, når vi fra centralt hold er i dialog med politikerne på Christiansborg, og det er også ståstedet, når de kommende kommunale politikere skal i dialog med deres lokale skoleledere.
Der er ikke brug for en ny reform. Der er til gengæld brug for at stå sammen om folkeskolen og kæmpe for den i stedet for om den.
Intentionen med reformen var der ikke noget galt med. Den byggede på elementer som enten var afprøvet eller ønsket. De længere skoledage og mere bevægelse i undervisningen var der flere gode eksempler på rundt om i landet, og både det øgede samarbejde med lokalsamfundet og erhvervslivet og den understøttende undervisning var efterspurgt og ønsket af lærere.
Men i udførelsen gik det galt. Det gik alt for stærkt og det blev en spareøvelse, da reformen skulle føres ud i livet. Derudover blev den vinklet ind i kampen om lærernes arbejdstid.
På den konto var reformen dømt til at mislykkes, og der gik ikke meget mere end en måned før forligspartier begyndte at undsige aftalen. Lektiecafeer og lange skoledage blev med ét udråbt til det værste af værste.
Jeg kan få øje på to ting, som vi skal lære af.
For det første stoppede dialogen i forbindelse med overenskomstforhandlingerne for lærerne i 2013.
Derfra blev det et politisk projekt, hvor man glemte at få praktikerne med, som skulle forvandle intentionerne til en ny skolehverdag. Dialogen går forrest denne gang.
Det andet, der gik galt, var måden, man ville følge op på reformens resultater. Et datavarehus så dagens lys. Her skulle alt, hvad der kunne måles, registreres. Med andre ord indførte man en hel masse styringsmekanismer, som tog en masse tid og muligheder fra skoleledelserne og personalet. Tal blev lig med kvalitet, men det gav ikke ordentlig mulighed for at vurdere, om målet om at gøre eleverne så dygtige, som de kan, blev nået.
Denne gang skal vi ikke revolutionere på rekordtid. Vi skal udvikle skolen i små etaper og med en tilgang, hvor vi gør det sammen, så alle står på mål for resultatet.
A20 – lærernes aftale om arbejdstid er et godt eksempel på, at det lader sig gøre at lave aftaler, hvor dialog er i centrum. Det er en arbejdstidsaftale, men i virkeligheden er det lige så rammer for at tale sammen på en fornuftig måde om, hvordan vi i fællesskab kan få tingene til at fungere.
Der er samme tilgang bag partnerskabet Sammen om skolen. Sammen med KL og Danmarks Lærerforening er vi indbudt af ministeren til i fællesskab at udvikle folkeskolen. Målet er, at vi finder løsninger, som ingen efterfølgende vil undsige og løbe fra.
På den måde giver vi folkeskolen en stabilitet. Vi skal væk fra at diskutere små ting som længden af skoledage og fagrækken. Vi skal have fat i de større ting, der ligger gemt bag kvalitetsbegrebet. Og her bliver det kommunale niveau interessant.
Byrådet skal se sig som en medspiller i udviklingen af folkeskolen. Vi har ikke brug for politikere, der hvert andet eller tredje år beslutter prestigeprojekter som sund mad til alle børn, et bedre samarbejde med musikskolen eller mere bevægelse. Ikke fordi, det er forkert hverken med sund mad eller mere bevægelse, men fordi det tager tid fra det vigtigste. Der vigtigste er et fokus på, hvordan vi over en årrække får understøttet kvaliteten i folkeskolen, og her kan det godt være, at musik og bevægelse indgår.
På samme måde som på nationalt plan er koden: dialog. Folkeskolen bliver ikke bedre af, at politikerne træffer beslutninger på et byrådsmøde, hvis det, de beslutter, er frakoblet praksis på skolerne.
Kommunalbestyrelserne skal understøtte, at folkeskolerne gør eleverne så dygtige, som de kan blive, og det gør de ved at understøtte, at skoleledelserne og personalet får de bedste vilkår og få målsætninger og politiske prestigeprojekter.
Det vil være forskelligt fra egn til egn og fra skole til skole, hvad der skal arbejdes med for at styrke kvaliteten. Hvad der skal til for at gøre det, som skolen i Brøndby Strand var gode - nemlig at løfte eleverne mest muligt. Ingen bør være undtaget fra det fokus. Måske kan de skoler, hvor eleverne i dag får høje karakter, endda løfte dem endnu mere. Måske bliver vi bedre til at bryde den negative sociale arv.
Alle steder vil dialogen være afgørende. Det afgørende er, at de kommende lokalpolitikere er indstillet på at prioritere at gå i dialog med skolens folk, så de sammen kan skabe den bedste folkeskole.
Se kronikken i Jyllans-Posten (bag betalingsmur)
Modelfoto: Klaus Holsting
