Forlængelse af restriktioner øger behovet for en hurtig afklaring om eksamen

Regeringen har forlænget de gældende restriktioner frem til den 7. februar, og alle elever i folkeskolen vil derfor fortsat være hjemsendt. Det presser eksamenssituationen yderligere, og der er behov for en hurtig afklaring, lyder det fra Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal.

Eksamen skal være en god oplevelse for eleverne, og med den nu forlængede periode med nødundervisning, hvor undervisningen er langt fra normalen, er behovet for at afklare, om eksamen skal gennemføres, vokset.

"I denne uge skal forligskredsen drøfte eksamenssituationen, og vi har bedt om en hurtigt afklaring for de praktiske valgfag”, fortæller Claus Hjortdal.

Restriktionerne er forlænget i tre uger, ikke mindst for at sikre at den britiske mutation ikke spreder sig. Og det betyder altså, at alle elever i folkeskolen forsat er hjemsendt frem til 7. februar. Det gælder også de yngste elever, for hvem hjemmeskole i særhed er svær at praktisere.

”Vi må konstatere, at der ikke er plads til en åbning bare for de yngste klasser”, siger Claus Hjortdal, der frygter, at den lange periode med hjemsendelse kan få konsekvenser for elever på alle klassetrin.

”Jeg er mest bekymret for motivationen og det sociale efterslæb”, siger Claus Hjortdal.

Foto fra TV2 News