Millioner til ekstra indsats skal bruges i dette skoleår

De 164,5 millioner kroner til ekstra undervisning og trivsel i folkeskolen er nu blevet fordelt mellem kommunerne. Men med at krav om, at millionerne skal bruges inden udgangen af juli, får skolerne svært ved at nå at planlægge gode forløb og tilbud.

I februar vedtog et flertal i folkeskolen at give 164,5 millioner kroner til ekstra indsats til undervisning og trivsel i folkeskolen. Nu er puljen blevet fordelt, og kommunerne kan begynde at frigive pengene.

”Vi har gået og ventet på, at pengene blev frigivet, så det glæder vi os over, nu er sket”, siger næstformand i Skolelederforeningen Dorte Andreas.

Kommunerne skal redegøre for, hvordan tilskuddet bliver brugt, og det er også et krav, at pengene bliver brugt inden udgangen af juli.

”I forhold til afgangsklasserne er det fornuftigt, at der skal laves en indsats nu. Men lige nu hvor skolerne står overfor den næste etape af genåbningen og skal håndtere både fysisk undervisning, virtuel undervisning, udeundervisning og nødundervisning, er det svært samtidigt at tilrettelægge kvalificeret ekstra undervisning”, siger Dorte Andreas.

Tidligere på måneden sendte Skolelederforeningen sammen med KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, Børne- og Kulturchefforeningen og Skole og Forældre en opfordring til ministeren om at gå i dialog med partierne bag aftalen om at åbne muligheden for, at nogle af pengene kan bruges efter sommerferien.

”Når eleverne kommer tilbage efter påske, vil der stort behov for at have fokus på trivsel, og derfor ville det også være fornuftigt, hvis nogle af midlerne kunne bruges på den anden side af sommerferien”, siger Dorte Andreas.

Læs mere

Information til skoleledelsen vedrørende coronavirus/covid-19

Modelfoto Klaus Holsting