Med initiativet ’Sammen om skolen’ skal lærere, pædagoger, elever, skoleledere, forældre, kommuner og politikere i fællesskab drøfte folkeskolens udfordringer og mulige løsninger i fællesskab.
På dagen for parternes første møde er Claus Hjortdal bekymret for, om det kan lykkes at nå i mål. Skoleledernes formand ser tegn på, at politikerne glemmer, at de har lovet at give skolen arbejdsro og løse problemer sammen med sektoren, siger han i dag til Skolemonitor.
"Hele overskriften på partnerskabet indikerer, at praktikere og politikere skal skabe løsninger sammen, men vi ser politikere skyde løs fra hoften med alt muligt, som de mener er det vigtigste, og det bekymrer mig, når vi ikke engang har mødtes endnu," siger Claus Hjortdal.
Sammen med KL og Danmarks Lærerforening udgør Skolelederforeningens partnerskabets styregruppe.
’Sammen om skolen’ kan skabe basis for fantastiske samtaler om skolen, hvor alle tager ansvar og får ejerskab, mener skoleledernes formand:
"Sammen kan vi skabe en endnu bedre skole."
"Vi har brugt syv år på at kæmpe om skolen, og nu er det på tide, at vi kæmper for den. Det kræver bare, at vi har samme forståelse af, hvad der skal ske," siger Claus Hjortdal, som fornemmer en nervøsitet.
"Sporet er lagt til en god proces, men jeg kan også mærke en nervøsitet. Vi er i september, vi startede så småt i april, og vi har ikke set en køreplan endnu. Vi ved ikke, hvor vi står," siger han til Skolemonitor.
Læs artiklen hos Skolemonitor (kræver abonnement)
Modelfoto: colourbox.dk