Sexchikane blandt skoleledere afdækkes

Lokale vilkårsundersøgelser skal være med til at vise, om sexchikane er et generelt problem for skoleledere.

Når lokalforeningerne denne gang sender midtvejsundersøgelser ud, som en del af Skolelederforeningens vilkårsundersøgelse, er der kommet ekstra spørgsmål med. Efter den senestes tids debat om sexisme bliver der nu også spurgt til, om skoleledere bliver udsat for sexchikane på arbejdspladsen – fra overordnede ledere, personalet, forældre eller elever.
Alle svarer anonymt på spørgeskemaet, og har man haft oplevelser af den karakter, opfordres man til at henvende sig til sin egen leder eller lokalformand, forklarer konsulent i Skolelederforeningen Jannick Stærmose Mortensen:

”Målet med spørgsmålet er at afdække, om sexchikane er et generelt problem blandt skoleledere. Når undersøgelsen er anonym, kan vi og lokalforeningen ikke reagere på det, men vi opfordrer kraftig til, at man i så fald selv bringer det videre.”

Endnu ikke tegn på generelt problem
Indtil videre er det kun få lokale foreninger, der har sendt en midtvejsundersøgelse ud. Og der har undersøgelserne ikke vist, at der er et generelt problem med sexchikane.   

Spørgsmål om sexchikane er ikke de eneste nye i den seneste undersøgelse. Der bliver også spurgt til, hvordan coronakrisen er blevet oplevet.

Foto: Colourbox