Det er ikke til at komme uden om, at Ledelse-Tæt-På bliver et vigtigt begreb, og at der i den kommende tid vil være fokus på at få begrebet omsat til virkelighed – ikke mindst i forbindelse med, at der bliver indgået lokale aftaler om lærernes arbejdstid. Derfor har hovedbestyrelsen i Skolelederforeningen arbejdet med at kvalificere begrebet i en bredere forståelsesramme, så det ikke bliver reduceret til et spørgsmål om, hvor mange timer en skoleleder bruger ude i klasselokalerne. Det blev de fremmødte på det virtuelle formandsmøde den 14. januar orienteret om.
Rammebeskrivelse i to spor
Hovedbestyrelsen har netop vedtaget en rammebeskrivelse, der udfolder begrebet i to spor. I et udviklingsperspektiv, som handler om, hvordan man som skoleleder arbejder med kerneopgaven på en måde, så det er ledelse tæt på. Og i et vilkårsspor, hvor det bliver beskrevet, hvilke rammer der er nødvendige for, at skolelederne kan udføre ledelse tæt på.
Materiale der kan bruges lokalt
I første omgang vil rammebeskrivelsen inden længe sendt ud til de lokale bestyrelser, og i løbet af året vil Skolelederforeningen udarbejde inspirationsmaterialer, som alle medlemmer kan bruge til lokalt at gå i dialog omkring udfoldelsen af ledelse tæt på.