"Velkommen til et nyt skoleår, hvor vi har fået vide rammer til at lave undervisning. Vi skal ind og se på, hvad der virker. Det sætter nogle tanker i gang. Sammen med både forligskredsen og ministeriet og sammen med jer lokale skoleledere skal vi finde ud af, hvor går vi hen, når vi går videre."
Det siger Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal til landets skoleledere i sin videohilsen ved skolestart.
"Som forening er vi sammen med ministeren, forligskredsen og folkeskolens parter gået sammen om projektet ”Sammen om Skolen”. Der vil vi prøve at analysere og vurdere på, hvilke elementer vi har med fra reformen, og hvilke elementer vi kan tage med fra de erfaringer, vi gjorde os under coronatiden.
Vi vil arbejde for, hvordan hverdagen bliver bedst mulig ude på skolerne. Derfor vil vi kigge på store elementer som kvalitetsdialoger fremfor styringsmekanismer, og vi vil se på inklusion og specialundervisning."
Skoleledernes formand fremhæver, at der i det kommende skoleår vil være større frihed til skolerne - og at den mulighed bør gribes både som forening og som skoleleder.
"På det decentrale niveau er det jer, der skal lave indholdet. Vi er på vej med forskellige værktøjer, som I kan tage i brug. For det første er vi i gang med at lave et dialogspil omkring ledelse-tæt-på. Det næste er at kigge frem mod det kommende kommunalvalg. Der er vi på vej med materiale, som kan støtte jer i dialogen med kommunalpolitikerne i forhold til kommunalvalget.
Det spiller rigtig fint sammen med det materiale, I kender fra de kurser, I har været på omkring bestyrelsesarbejdet. Vi er også i gang med at lave principper og retningslinjer for godt bestyrelsesarbejde."
Alt det, plus det arbejde der laves på centralt niveau, gør, at Skolelederforeningen håber at skabe en synergi, så vi sammen - centralt og lokalt - kan skabe en bedre folkeskole.
"Vi håber rigtig meget, at I er klar til at gribe det, og at vi sammen får skabt en bedre folkeskole. Godt skoleår," slutter Claus Hjortdal.
Materiale på vej
- Materialet som nævnes i videoen er på trapperne og vil løbende i løbet af efteråret blive offentliggjort her på hjemmesiden.
- Læs også Claus Hjortdals debatindlæg: Brug rummet med friere rammer