Claus Hjortdal: Invester i folkeskolen

Regeringen præsenterede i går sit forslag til en ny finanslov for 2023. Her blev der lagt op til en stram økonomi, hvor der ikke tilføres yderligere økonomi til folkeskolen.

Det bekymrer Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen.

”Folkeskolen kæmper i forvejen med at få pengene til at slå til, og allerede med de nuværende kommunale budgetter ser vi besparelser. Det sker samtidig med, at opgavemængden i folkeskolen stiger. Derfor er der behov for at investere i folkeskolen,” siger Claus Hjortdal, som blandt andet fremhæver skolens opgaver med inkluderende fællesskaber og mangel på lærere og ledere.

Claus Hjortdal hæfter sig også ved den øgede inflation og de stigende energipriser i samfundet.

”Mange steder vil det udhule skolernes i forvejen dårlige økonomi.”

Læs forslag til finanslov for finansåret 2023 på fm.dk