Hør med, når der er høring om inklusion

Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg holder onsdag den 27. april 2022 en høring om inklusion i grundskolen på Christiansborg. Alle kan deltage eller følge høringen online.

Høringen vil belyse, hvordan det står til med inklusionsindsatsen i grundskolen, og hvorfor inklusionsindsatsen fungerer nogle steder, men ikke andre steder. Med høringen ønsker udvalget også at få input til, hvordan de gode eksempler med inklusionsindsatsen kan videreføres til alle kommuner og alle skoler.

Blandt oplægsholderne er forskningsleder Janne Hedegaard Hansen, fra Institut for Pædagoguddannelse hos Københavns Professionshøjskole og flere skoleledere vil fortælle, hvordan det går med inklusion på deres skole.

Skolelederforeningens sekretariatschef Jannick Stærmose Mortensen holder et oplæg om, hvordan Skolelederforeningen kan være en aktiv spiller til at sikre, at alle skoleledere får valgt en af de mellemformer, som der erfaringsmæssigt er succes med, og hvilke ansvar skolelederne kan pålægges for at sikre en god inklusionsindsats i deres skole.

Deltag i høringen
Høringen vil kunne følges direkte på Folketingets hjemmeside, hvor den også efterfølgende kan findes under ”TV fra Folketinget”.

Høringen foregår den 27. april 2022 kl. 9-12 i Landstingssalen.

Den er åben for alle, men du skal tilmelde dig. Der er et begrænset antal pladser til høringen, og pladserne vil blive fordelt efter først til mølle-princippet.

Se programmet for høringen

Modelfoto: Klaus Holsting