Skolerne kan snart droppe screeningstest

Elever og ansatte på landets skoler opfordres fra 21. februar 2022 ikke længere til at blive screeningstestet to gange om ugen. Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet. Det glæder Skolelederforeningen, som de seneste dage netop har efterlyst en ændret teststrategi.

Der er godt nyt på vej, hvis man som elev eller ansat på skolerne er træt af vatpinde og podning.

Fra mandag den 21. februar 2022 vil der ikke længere være en opfordring til at blive screeningstestet to gange om ugen i blandt andet grundskoler.

I takt med at smitten falder i dele af landet har Skolelederforeningen de seneste dage opfodret til, at teststrategien blev ændret. Derfor glæder nyheden Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal.

"Det er en god nyhed, at screeningtestene nu kan droppes. På skolerne trænger vi til at komme tilbage til den normale skolegang og arbejdsgang, så det er dejligt, at vi nu er nået så langt," siger Claus Hjortdal.

Det vil dog fortsat være muligt at få udleveret selvtest til brug for test som øvrig kontakt.

Regeringen har truffet beslutningen på baggrund af rådgivning af den Faglige Referencegruppe.

Læs mere på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside

Fakta

  • Fra og med mandag den 21. februar 2022 gælder:

    • Opfordringen til to ugentlige screeningstest bortfalder for elever fra og med 1. klasse i grundskolen og elever, kursister og deltagere på ungdoms- og voksenuddannelserne samt for medarbejdere i dagtilbud, i grundskolen og på ungdoms- og voksenuddannelserne.

    • Der kan fortsat udleveres selvtest til brug for test som øvrig kontakt til medarbejdere i dagtilbud, elever og ansatte på grundskoler samt elever, kursister, deltagere og ansatte på ungdoms- og voksenuddannelser. Muligheden for udlevering af selvtest gælder, så længe Sundhedsstyrelsen har en opfordring til at blive testet som øvrig kontakt.

    • Test ved assisteret podning og selvpodning under supervision på grundskoler, herunder på efterskoler og frie fagskoler udfases hurtigst muligt.

    Kilde: www.uvm.dk

Modelfoto: Klaus Holsting