Tak til ministeren for god dialog om vores fælles folkeskole

Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, og næstformand, Dorte Andreas, har i dag mødtes med Mattias Tesfaye (S). Formandskabet havde en helt særlig julegave med til den nye børne- og undervisningsminister - og han tog godt imod foreningens nye anbefalinger til at skabe inkluderende fællesskaber, hvor børn trives, udvikles og lærer.

Der er én julegave, som Skolelederforeningens formandskab har glædet sig særligt meget til at give i år. Derfor er Claus Hjortdal og Dorte Andreas glade for, at Mattias Tesfaye havde mulighed for at mødes med dem i dag kun få dage efter sin udnævnelse til børne- og undervisningsminister.

"Tak til ministeren for at invitere os. Vi har haft en rigtig god dialog om børn og unge, folkeskolen, ledelsen af den og de udfordringer, som skolen står overfor. Vi glæder os til yderligere dialog og samarbejde”, siger Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, umiddelbart efter dagens møde.

Her fik formandskabet mulighed for at overrække julegaven - Skolelederforeningens helt nye anbefalinger til, hvordan vi kommer videre med at løse en af tidens store udfordringer med at skabe inkluderende fællesskaber, som er bæredygtige, og hvor eleverne trives, lærer og udvikles.

Forandring, forebyggelse og rettidighed
Anbefalingerne er tredelte, og de er designet, så de er nemme at have ståede på skrivebordet og minde om, at der er behov for både forandring, forebyggelse og rettidighed.

”Vi ved fra vores medlemmer, at inklusion er en af de opgaver, som fylder allermest i folkeskolen. Vi ved også, at mistrivsel blandt børn og unge er stigende. Det er derfor nødvendigt at forandre og sætte ind på flere niveauer, for inklusion er et samfundsproblem, som folkeskolen ikke kan løse alene”, siger Claus Hjortdal.

Skolelederforeningens næstformand Dorte Andreas supplerer:

”Vi skal se på hvilke samfundstendenser, der skaber den stigende mistrivsel. Ligesom vi sammen skal afklare, hvordan vi kan forebygge mistrivsel og samtidig sikre, at hjælpen gives, lige så snart et barn eller et ungt menneske har behov for det”.

Ministeren udtrykte, at han var glad for materialet, og at han vil tage det med hjem i juleferien og tænke videre over udfordringen.

Vi takker for et godt møde og ser frem til samarbejdet.

Claus Hjortdal og Dorte Andreas vil efter nytår præsentere anbefalingerne for de skolepolitiske ordførere og skolens parter.

Læs vores anbefalinger her