Vi ses til et brag af et årsmøde

Endelig! Vi er glade for igen at kunne invitere jer til et rigtigt årsmøde. Vi glæder os meget til at se dig og dine kolleger til Årsmøde 2022. Fra onsdag den 27. april kl. 10 åbner vi for booking af hotel, frokost og fest.

Kære medlemmer, vi håber, vi ses til Årsmøde 2022 den 27. og 28. oktober 2022.

Vi glæder os meget til at mødes med jer, udveksle erfaringer og tale om alt det, der er sket siden vores seneste fysiske årsmøde i 2019.

Vi er i fuld gang med planlægningen - og vi lover, at det bliver godt.

Friheden flyver - grib den!

Det opfordrer vi til i overskriften for årsmødet.

På skolerne er I kommet flot igennem lange og vanskelige perioder med corona og har værdifulde erfaringer med jer, som I bringer med ind i fremtidens skole.

Samtidig er der udsigt til, at nogle kommuner kan frigøre sig af statslige regler og styring med det såkaldte frikommuneforsøg, som er en del af velfærdsaftalen.

Hvad skal vi gribe?

Men hvad skal vi gribe, og hvad bør der ske på den anden side af corona, samt når folkeskolen sættes fri?

Det udforsker vi på årsmødet, hvor vi har inviteret en perlerække af spændende oplægsholdere. Du kan blandt andre møde:

  • Sigge Winther Nielsen, vicedirektør i Djøf og forfatter til Entreprenørstaten
  • Anne Skare Nielsen, fremtidsforsker, Universal Futurist
  • Svend Brinkmann, psykologiprofessor, forfatter og foredragsholder
  • Tommy Krabbe, forfatter og foredragsholder, cand. mag. i Kommunikation
  • Christian Ørsted, Ledelsesrådgiver, forfatter og foredragsholder
  • Huxi Bach, radio- tv-vært og satiriker, leder os igennem den politiske debat
    ... og flere kommer til

Torsdag aften er der traditionen tro fest – og i år har vi en overraskelse i ærmet til jer. 

Læs mere om årsmødet på vores temaside

Reservér hotel, frokost og fest

Deltagelse i årsmødet er gratis for foreningens medlemmer - overnatning og forplejning skal du/I selv sørge for. Som ved de foregående årsmøder er der dog mulighed for at booke både overnatning, frokoster og for at købe billet til medlemsfesten.

Der er via KongresKompagniet forhåndsreserveret et antal værelser på hotellerne i og omkring Aalborg, som du og dine kolleger har mulighed for at booke fra onsdag den 27. april kl. 10 via denne side.

OBS! Er du lokalformand/leder TR eller formand for en af foreningens faglige klubber, og deltager du i Skolelederforeningens repræsentantskabsmøde, som afholdes 26. oktober i Aalborg, booker vi overnatning til dig – dog kun fra den 26. til den 27. oktober. Du vil modtage særskilt information om dette senere.