Voxpop: Rundt om årsmødet

I pauserne på Årsmøde 2022 var der fuld fart på netværk, og der blev stillet interesserede spørgsmål til de mange udstillere. Vi gik en runde i en af pauserne og talte med et udpluk af både skoleledere og udstillere og tog pulsen på årsmødet.

Birgit Larsen,
konstitueret skoleleder ved Rolighedsskolen, Thisted

"Det mest positive, jeg har oplevet på årsmødet, er debatrunden, fordi det i langt højere grad nu er en demokratisk proces end en politisk proces i forhold til at skabe forandring. Og så synes jeg også, det er rart, at man taler åbent om de udfordringer, der er i vores system. På den måde har der været en rød tråd igennem de oplæg, vi har hørt. Samværet med kollegerne betyder også meget. Vi kan sammen give det, vi har hørt, en eftertanke.”

Udstilling inden- og udenfor
Vejret holdt, og det var lunt nok til, at der også var rigtig mange besøgende i den udendørs udstilling lige uden for indgangen til Aalborg Kongres & Kultur Center.

Her havde firmaet Percussion Play opstillet en samling farverige slagtøjsinstrumenter, som Kirsten Dueholm Hansen viste frem.

Rasmus Bonde,
afdelingsleder ved Skolerne i Glostrup

”Alle indslagene på årsmødet har været spændende og tankevækkende – det med at sætte hastigheden ned, ikke at kunne gøre det hele, at skulle vælge, og at vi skal blive bedre til at begrænse elevernes nederlag på baggrund af det syn, vi har om, at du kan blive, hvad du vil.

Angående den politiske debat skulle jeg lige vænne mig til at Lærerforeningen og Skolelederforeningen er så enige.

Legepladser i fuld størrelse
Den store udstilling, som er en del af Skolelederforeningens årsmøde, rummer hvert år flere legepladser, som bliver sat op på stedet.

Søren Mittag, som ejer MaxPlay, kunne sidde ned et kort øjeblik, mens vi fotograferede ham.

Masser af undervisningsmaterialer
Der er i udstillingen inspiration af enhver art at hente til undervisningen.

Lærer Maria Appel, som står bag firmaet "Klar Parat Læring",  præsenterede sit  materiale, som er udarbejdet i samarbejde med EXACT, og som giver et visuelt overblik over timens indhold.

Karen Kattenhøj, skoleleder ved Langhøjskolen i Struer

”Jeg har fået en masse udbytte af oplæggene – lige fra Svend Brinkmann til fremtidsforskeren Anne Skare med hendes små sjove ord. Jeg har virkelig fået noget ud af dem alle sammen.

Vi kommer helt sikkert til at sige til hinanden som Anne Skare i går: Nånådada! Interessant! Så kan vi smile lidt ad det. I den politiske debat synes jeg, de var lidt for enige. Der manglede én i panelet med lidt kant i forhold til de øvrige.

Jeg har været af sted i fem år, og det giver hver gang noget. Man går glip af noget, hvis man ikke er med. Årsmødet er højt prioriteret!”

Leg og lejrskoler
Farverige og sjove spil til frikvarterer og undervisning - og spot på lejrskoler. Det byder den store udstilling også på.

Mikkel Kruuse-Andersen fortalte om  ARLA-fondens lejrskole, som blandt andet handler om at skabe bæredygtige madvaner hos børn.

Tekst: Karen Lindegaard, Foto: Lars Horn/Baghuset