Vi er nødt til at investere i børn. Det mener Skolelederforeningens formandskab.
Faldende børnetal betyder ikke, at det nødvendigvis bliver billigere at drive den enkelte skole, og slet ikke når der samtidig kommer flere elever med særlige behov.
”Statsministeren var for nylig ude og sige, at vi fremover ikke får råd til den velfærd, som vi har været vant til. På skolerne er vi nået dertil. Det er blevet en umulig opgave at levere det ønskede inden for den økonomiske ramme”, siger formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal.
Han erkender, at kommunerne er spændt hårdt for med bundne udgifter til andre velfærdsområder, men fastholder at skolerne står i en situation, som er umulig at spare sig ud af.
”Der er ingen overflødige opgaver, vi bare kan fjerne”, siger Claus Hjortdal.
Derfor bliver der nødt til at ske noget andet, siger næstformand Dorte Andreas:
”Det er nødvendigt at give kommunerne lov til at ændre på servicerammen og budgetloftet. Kommunerne har penge, men de skal have lov til at bruge dem og hvorfor ikke give dem lov til at investere i børnene?”
Sparer på almenområdet
En ny undersøgelse foretaget blandt Skolelederforeningens lokalformænd bekræfter, at økonomien mange steder er presset.
For eksempel forklarer en skoleleder, at 25 % af deres økonomi går til segregerede elever og elever med særlige behov. På grund af incitamentsstrukturen får de ikke en tildeling, der svarer til det, og derfor kan det ikke undgå at påvirke almenområdet.
Der er ikke to kommuner, hvor tildelingsmodellerne er ens, men i undersøgelsen tegner der sig et billede af, at især udgifter til børn med særlige behov udfordrer skolerne økonomi på forskellig vis, og ofte ender pengene med at blive taget fra almenundervisningen.
Når tallet af børn med særlige behov stiger, og tildelingsmodellerne ikke er behovsstyret, skal der skrues på nogle knapper, og derfor ender pilen med at pege på almenområdet, fremgår det af undersøgelsen.
Muligheden for at kunne opbygge forebyggende foranstaltninger er afgørende, men det er ikke muligt, når støttefaciliteter omkring børnene bliver fjernet hurtigere, end der er mulighed for at opbygge. Det presser skolens økonomi og rammer både tilbud til udsatte børn og almenområdet, lyder det. Oplevelsen er, at økonomien er så stram, at det bliver sværere og sværere at overholde lovgivningen i forhold til støttetimer og lignende.
Et fælles ansvar
Det er den situation, der får Skolelederforeningens formandskab til at råbe vagt i gevær.
”Vi hører om skoler, der er nødt til at afskedige lærere for at finansiere de øgede udgifter til specialområdet, og det er den helt forkert vej at gå”, siger Claus Hjortdal.
Formandskabet minder også om, at løsningen på problemet ikke kun skal findes i skolen.
”Hvis vi skal vende udviklingen, så vi ser et mindre behov for hjælp til elever med særlige behov, så kræver det, at vi lykkes med at bryde de samfundstendenser, der gør, at vi ser flere børn og unge i mistrivsel, og vi skal lykkes med at sætte ind langt tidligere end i dag. Vi skal blive bedre til at forebygge fremfor at symptombehandle, og folkeskolen kan ikke løfte opgaven alene”, siger Claus Hjortdal.
Modelfoto: Klaus Holsting
