Ledig stilling som konsulent
Til vores konsulentteam i Aalborg søger vi en energisk, effektiv og serviceorienteret medarbejder til kundesupport, implementering og forretningsudvikling
Vi søger
En fuldtidskonsulent til vores skoleprodukter med tiltrædelse hurtigst muligt. Du kommer til at sidde sammen med det eksisterende konsulentteam i Aalborg bestående af fem personer, som vil være dit primære team. Derudover kommer du til at sidde på lokation med omkring 80 medarbejdere, som alle arbejder med løsninger inden for børn- og ungeområdet.
Dit primære arbejdsområde bliver på vores tjenestetidsmodul, KMD Personale, som vi leverer til både kommunale og private grundskoler i hele landet. Desuden har vi i vores produktportefølje en stribe produkter til samme sektor, som du også kommer til at stifte bekendtskab med og få en forståelse for som en samlet del af forretningen.
Vi tilbyder
En spændende og omskiftelig hverdag, hvor der er mange jern i ilden, og hvor man ikke er i tvivl om den værdi, vi bibringer skolerne. Dine arbejdsopgaver vil bestå i at:
- Besvare opkald/mails primært på personaleadministration og skemalægning
- Planlægge og afholde kurser
- Foretage konsulentbesøg hos vores kunder
- Fremstille kursusmaterialer i forskellig form
- Agere bindeled mellem kunder og udviklere i forbindelse med udvikling af vores systemer
Du er
Stærkt fagligt funderet inden for skoleområdet, men kan også komme med en anden baggrund. Du er løsningsorienteret og er dermed god til at komme med input og se helheder ved pludseligt opståede ændringer på områderne. Du skal være villig til at lære og have evnen til at sætte dig ind i komplekst stof.
Det vil være en fordel, hvis du har kendskab til dagligdagen på en skole – både fra lærernes og ledelsens synsvinkel – samt har prøvet at arbejde med personaleadministration. Det vil også være en fordel, hvis du har indgået i arbejdet med skemalægning samt har kendskab til de overenskomster, der er relevante for skolens personale.
Vores konsulentteam spiller en stor rolle i at drive produktet videre til endnu bedre at understøtte kunderne i deres behov samt til at nytænke og opdage områder, hvor en forandring er påkrævet eller formålstjenstlig. Derfor er det vores ønske at få en medarbejder ombord, som ser muligheder og kan indgå som sparringspartner med både kunder og udviklingsteam. Vi ser det som afgørende, at du er i stand til at træffe selvstændige beslutninger, men samtidig kan fungere i et team.
Du har kørekort og egen bil, idet besøg hos kunder, afholdelse af kurser forskellige steder i landet mv. er en del af jobbet.
Vi er
En energisk og humørfyldt flok i en flad struktur, som brænder for udviklingen af software og kundeservice fra øverste hylde. Vi tager ejerskab og gør hver dag alt, hvad vi kan for, at vores arbejdsplads skal være et godt sted at være både for medarbejdere og kunder. Derfor har vi alle rig mulighed for at påvirke vores hverdag både i forhold til opgaveløsningen, men også i forhold til de rammer, vi arbejder under.
Vi tilbyder fleksible arbejdstider, eget motionscenter, to måltider om dagen i kontorets kantine samt en masse sociale aktiviteter, hvis du har lyst. Vi har en aktiv lokationsforening, der arrangerer et væld af spændende aktiviteter for enhver smag. Der er også mulighed for at arbejde hjemmefra i ny og næ, når det giver mening i forhold til opgaveløsningen og det øvrige team.
Kontakt
Ansøgning sendes til business line manager Anette Falkner Larsen på axf@kmd.dk
Ønsker du at vide mere om jobbet, er du også meget velkommen til at skrive til Anette.
Vi indkalder løbende kvalificerede kandidater til samtale.
Om os
UVdata blev etableret i 2004 og tilbyder i dag en række IT-løsninger målrettet skoleområdet og med et stærkt fokus på den offentlige sektor.
UVdata beskæftiger sig med udvikling og drift af brugervenlige løsninger til børne- og ungeområdet. Vi er kendetegnet ved at være en organisation med fart på, og hvor alle har vigtige roller.
I 2017 blev UVdata en del af KMD i forretningsområdet Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked i Danmarks største digitale uddannelseshus.
Du kan læse mere om os på KMD’s hjemmeside her: Børn og uddannelse - Effektiv administration - Se vores løsninger her (kmd.dk).
Virksomheden har til huse på Lauritzens Plads 1, 9000 Aalborg.