Melby Skole søger faglig leder til mellemtrin og udskoling

Detaljer

  • Firma navn: Melby Skole
  • Område: Hovedstaden
  • Land: Danmark
  • Industri: Skole
  • Speciale: Faglig leder
  • Stillingstype: Fuldtid
  • Opslået: 23-02-2021
  • Ansøgningsfrist: 12-03-2021

Da den ene af vores faglige ledere er blevet skoleleder på en af kommunens andre skoler, søger vi en faglig leder til vores mellemtrin og udskoling pr. 1. maj 2021.

Melby Skole er en tosporet skole med ca. 425 elever og 60 ansatte. Vi er beliggende nær skov og strand og har gode muligheder for at bruge naturen i undervisningen.
Skolen er godt forankret i lokalsamfundet, og vi har en stor resurse i gode, engagerede forældre.

På skolen er der to tilbud til børn med autisme. Basen, som er et lille specialiseret tilbud med 10 elever, og vores 3 NÆS-klasser. I sidstnævnte går der elever fra skoledistriktet samt fire elever i hver klasse, som er visiteret fra hele kommunen.

Som faglig leder på Melby Skole bliver du en del af en skole med et engageret og dygtigt personale, hvor samarbejde, medindflydelse og medansvar er omdrejningspunktet, og hvor kerneopgaven og skolens værdier er udgangspunkt for din ledelse og hverdagen i skolen.
I samarbejde med ledelse, personale, forældre og elever skal du være med til at skabe de bedste rammer for elevernes læring og trivsel.
Du vil være personaleansvarlig for ca. 20 lærere og være med til at udvikle undervisningen i tæt samarbejde med personalet.

I de sidste par år, har der på skolen været fælles kompetenceudvikling omhandlende low arousal og co-teaching. Derudover har vi i samarbejde med DLF og BUPL påbegyndt et samarbejde omkring professionel kapital. Alle tre områder er områder, som vi også fremadrettet ønsker at udvikle.

Du bliver en del af et ledelsesteam, som ud over dig består af en skoleleder og en faglig leder. Vi har et velfungerende ledelsesteam, hvor vi ønsker at have en åben, tydelig og inddragende ledelsesstil.

Om dig

  • Du kender dig selv, og du ved, hvad du står for – som menneske og som leder.
  • Du kan engagere mennesker omkring dig og ser forskellighed som en resurse. Både når det gælder børn og voksne.
  • Du viser tillid til dine omgivelser og er ikke bange for at indrømme, hvis du begår fejl.
  • Dine samarbejdsevner er gode, og sammen med os vil du være med til at styrke og udvikle vores ledelsesteam.
  • Du er ambitiøs og tør godt sætte barren højt, når det gælder børnenes trivsel og læring.
  • Du har en læreruddannelse, solidt kendskab til grundskolen og erfaring som f.eks. koordinator eller leder.
  • Du er empatisk og forstår at motivere og skabe trivsel hos personalet.
  • Du har en lederuddannelse eller er indstillet på at tage en.


Vi tilbyder

  • En virkelig god skole med et ambitiøst og engageret personale, der er gode til at udfordre og samarbejde med ledelsen og hinanden.
  • En skole, som er kommet langt i bestræbelserne på at tænke og arbejde inkluderende.
  • En skole, hvor vi sammen lærer af alt det, der går godt, men også af de fejl vi laver.
  • En lederstilling, hvor du selv kan være med til at præge hvilke tværgående og administrative opgaver, der skal være dine.
  • Et arbejde, hvor du kommer tæt på vores elever og deres forældre.
  • En hverdag præget af mange positive møder og masser af humor.
  • Evt. ansættelse som viceskoleleder, hvis du har den rette profil.


Skolen, som er forankret i et aktivt nærmiljø, gik i august 2018 fra at være en del af en større distriktsskole til igen at være en selvstændig tosporet skole for 0.-9. årgang med godt 420 elever samt i alt 60 lærere, pædagoger og TAP’ere.
Melby Skole ligger i et naturskønt område midt i Halsnæs, hvilket flittigt bliver benyttet i elevernes undervisning. Der er gode offentlige transportmuligheder bl.a. med direkte togforbindelse til Hillerød.

Vi er en skole i udvikling. Personale, elever og forældre har sammen udarbejdet værdierne

RESPEKT – DEDIKATION – SAMHØRIGHED – TRADITIONSRIG

Værdierne er grundlaget for det videre arbejde med at udvikle vores skole. En udvikling du får mulighed for at blive en del af.

Skolen skal i løbet af den nærmeste tid i gang med en renovering, der skal opdatere vores lokaler og udeområder så de svarer til standarden på en folkeskole i det 21. århundrede.

Ansøgningsfrist
Ansøgningsfrist er fredag den 12. marts 2021 kl. 12. Ansættelsessamtaler bliver afholdt torsdag den 18. marts om eftermiddagen. Hvis der bliver behov for en 2. samtalerunde vil den foregå mandag den 22. marts.
Er du interesseret i at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Skoleleder Christian Wibeck-Nilsson på tlf.: 3022 9310 eller Faglig leder Lene Snediker Jacobsen på tlf.: 6139 4825.

Om Halsnæs Kommune
Halsnæs er ikke som alle andre. Halsnæs byder på rå, nærværende og autentiske oplevelser i Kongernes Nordsjælland, der giver enestående muligheder for at udfolde sig. Halsnæs er ikke for fint, og det føles ægte. I Halsnæs byder vi folk indenfor i en afslappet stemning, hvor alle kan deltage og være sig selv.

Halsnæs Kommune er en moderne og rummelig arbejdsplads i stadig forandring. Vi er en røgfri arbejdsplads fra 1. august 2020. Læs mere om Halsnæs Kommune på www.halsnaes.dk eller på vores LinkedIn-profil. Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Søg stillingen her